Baggrund

Kunstneren Jens Galschiøt fortæller:

Jeg blev i 2005 i anledning af H.C. Andersens jubilæum opfordret af politikere, erhvervsfolk og borgere til at give mit bud på en skulptur der skulle hædre vor bys store digter. Det er stadig baggrunden for mit forslag. Mit første forslag var at skabe et stort monument over digteren, men på grund af omstændighederne, bl.a. pladsmangel i bymidten, finanskrise m.m. har jeg udarbejdet et mindre forslag der er lettere at placere i det nære bymiljø i Odense.

Jeg har forsøgt at integrere alle væsentlige dele af den oprindelige Fortællerbrønd, men der er vigtige ændringer: f.eks. har jeg valgt

  • at gøre H.C. Andersen skulpturen mindre, så den nu kun er 40 % større end naturlig størrelse
  • at bryde hele cirklen med bænken op, så den kommer til at bestå af skulpturelementer
  • at nytænke væggen med alle eventyrskulpturerne som nu er blevet integreret, dels i de skulptur­elementer der omkredser bassinet og dels optræder i de opretstående skulptursøjler.

Min oprindelige idé var: at skabe en skulptur der viser hele H.C. Andersens univers og fungerer aktivt i bymiljøet.

  • En skulptur, hvor alle eventyrene er repræsenteret.
  • En skulptur, der er lavet i et formsprog som er rimelig tilgængeligt (mit normale formsprog) og kan forstås af både børn og voksne, udlændinge og danskere.
  • En skulptur, som man kan gå på opdagelse i og som gør beskueren klogere på H.C. Andersen.
  • En skulptur, der forholder sig til H.C. Andersens eget kalejdoskopiske formsprog.
  • En skulptur, der tager højde for at genkendelsens glæde oftest er den største.
  • En skulptur, der forholder sig til og lader sig inspirere af den historisk lange serie af traditionelle H.C. Andersen portrætter.
  • En skulptur, der tager udgangspunkt i H.C. Andersen som historiefortæller og som fungerer ved at inddrage nulevende historiefortællere.

Alle disse kriterier er integreret i det nye skulpturforslag.


Læs om skulpturen >>


besøg
GOGOwebdesign