Historie
Kronik af Merete Næsted, bragt i Fyens Stiftstidende 4. september 2010:
Folkeindsamlingen til Fortællerbrønden blev stiftet den 19. juli 2004. Formålet med indsamlingen
var/er at sikre tilblivelsen af Jens Galschiøts unikke vandkunst Fortællerbrønden.
Indsamlingen kom flyvende fra start. Der har været en helt utrolig opbakning fra mange sider.
Store og små beløb er strømmet ind på Fortællerbrøndens konto. Og mange af bidragyderne
har såvel mundtligt som skriftligt givet udtryk for den betydning, som skulpturen vil få for
H.C. Andersens fødeby:
Den vil samle voksne og børn, invitere til historiefortælling, man kan lege på den, man kan
hvile sig på den, man kan beundre hundredvis af fabeldyr. Man kan beundre vanddyrene i bunden
af bassinet, man kan dyppe tæerne i vandet. Alle kan sige et venligt goddag til den gamle
digter, som han sidder der og skuer ud over sine trofaste venner. Vi glæder os voldsomt til at se
skulpturen i fuld størrelse.
Ovenstående er blot et lille udpluk af de mange tilkendegivelser.
Odense Byråd gav den 21. september 2006 projektet det blå stempel. Et enigt byråd, ja selv
Enhedslisten, var for første gang en del af budgetaftalen, der gav fire millioner kroner for at
sikre kunstværkets tilblivelse. I 2008 skulle pengene udbetales, såfremt de sidste par millioner
var kommet i hus.
- Men det bliver kun en formsag, når politikerne har givet fire millioner, udtalte Jens Galschiøt
til avisens reporter.
Også den daværende kulturrådmand Anker Boye lod sin røst høre:
- Jeg er meget tilfreds med, at det signal, jeg har sendt, har vundet indpas hos de øvrige partier
og derfor er en del af det budget, vi har fået vedtaget i dag. Nu får vi den folkelige skulptur,
som liggerflot i forlængelse af Andersen-året. Det er jeg meget tilfreds med.
Formanden for Folkeindsamlingen Hanne Nordentoft gav disse kommentarer: - Jeg synes bare, at det er
så dejligt. Jeg er rigtig, rigtig glad. Det er en dejlig dag i dag for alle os, der har arbejdet
for få Fortællerbrønden.
I april 2007 var de sidste par millioner kroner i hus. Den 3. april - tohundrede og
et år og én dag efter den berømte eventyrfortællers fødsel - var der jubel og glæde i Jens Galschiøts værksted.
Han havde fået besøg af borgmester Jan Boye og formanden for K.C. Nielsens Fond Richard Wilhjelm.
Sidstnævnte havde om ikke en papkasse med penge med, så et løfte om to en halv million
kroner. Lige det der manglede, for at Fortællerbrønden kunne blive en realitet.
- Jeg føler mig som Klods Hans, da han opdagede, at prinsessen havde et godt øje netop til
ham. Jeg er meget glad for den måde, det her er blevet til på. Dybest set er det jo et folkekrav.
Tusindvis af odenseanere og andet godtfolk har set modellen af skulpturen og de har sagt: Den
vil vi gerne have.
Hanne Nordentoft, som også var gæst den dag hos Jens Galschiøt, tilføjede: - De har prikket til
deres politikere, og politikerne har sagt, at det kunne da godt være, vi skulle have den skulptur.
Nu er Richard Wilhjelm kommet på banen. Men dybest set var det et folkekrav, og det er jo
lidt af et eventyr, der er endt lykkeligt.
Borgmester Jan Boye gav udtryk for, han var meget tilfreds med modellen med delvis offentlig
og privat finansiering af kunst: - Jeg glæder mig meget over, at flere års diskussion af Fortællerbrøndens
skæbne har fået en lykkelig udgang.
Jan Boye var heller ikke i tvivl om, hvor man kan anbringe Fortællerbrønden: - To oplagte
placeringer kan komme på tale. Enten ved det nye teater- og koncerthus. Eller også på den
plads, der kommer, når Thomas B. Thriges Gade bliver gravlagt, sagde han.
I dag, september 2010, ser tingene fuldstændig anderledes ud. Det nye teater- og
koncerthus er gravlagt. Thomas B. Thriges Gade bliver gravlagt, men ikke helt efter Jan Boyes model.
K.C. Nielsens Fond er gået fallit, og de to en halv million kroner er forsvundet ud i cyberspace.
Et nyt byråd kom på banen 1. januar i år. Kulturrådmand Anker Boye er blevet borgmester og kan
nærmest ikke huske noget som helst i sagen om Fortællerbrønden. Allerede i april bad vi
borgmesterkontoret omat få udfærdiget en kontrakt med Jens Galschiøt, så arbejdet kunne gå i gang.
Anker Boye var meget forbeholden, og den tilknyttede embedsmand var tilsyneladende ikke inde i sagen.
Hvad gør man så? Komitéen bag Folkeindsamlingen er stadigvæk efter seks års ihærdigt arbejde
overbeviste om, at Fortællerbrønden kan blive et varemærke for Odense i lighed med Den lille Havfrues
betydning for København.
Vi har fundet en ny sponsor. Nemlig H.J. Hansen, der vil levere kobber og andet materiale til skulpturen
til favørpris. Jens Galschiøt har udarbejdet tre nye forslag til skulpturen. Det har været nødvendigt
af hensyn til økonomien. Skulpturen er skrumpet i størrelse, men ikke i idéen. Det betyder samtidig,
at den bliver nemmere at placere i bymidten.
Anker Boye og de øvrige byrødder har endnu ikke fået hukommelsen tilbage. Men vi tror på, at de
lovede budgetlagte fire millioner bliver udbetalt, så Jens Galschiøt kan gå i gang.
Fortællerbrønden er altså på ingen måde gravlagt. Vi vil gerne vise alle i Odense, at
idéen om Fortællerbrønden stadig lever. Vi vil demonstrere, hvordan et levende fortællemiljø kan opstå
rundt om en skulptur, der viser ikke blot H.C. Andersen, men også de fleste kendte eventyrfigurer.
Endnu har vi kun digterfiguren at samles om, så fantasien må på arbejde, når vi onsdag den 8.
september kl. 16 indbyder til Eventyrtime på Flakhaven. Mange aktører er i spil. Mime-Gert vil
mime eventyr. En stribe fortællere fra Odense Fortællekreds vil fortælle eventyr og fortællinger.
Komponisten Stig Nordestgaard og nogle af hans musikervenner vil levere musikalske indslag.
Jens Galschiøt vil være til stede og besvare spørgsmål. Det hele ledes af operachef Jesper Buhl.
Vi er stadigvæk ikke i tvivl om, at der fortsat er mange H.C. Andersen freaks og venner
af Fortællerbrønden. Så mød op på Flakhaven og få del i en god times forrygende oplevelse i et levende
fortællemiljø.
|